I juni markerer National Geographic 75-årsdagen for D-dagen, dagen i 1944, hvor de allierede tropper gik i land på kysten af Normandiet - den største militæroperation i nyere tid. Den historiske begivenhed bliver mindet gennem en række dokumentarer, med 2. Verdenskrig som hovedfokus, hver tirsdag i juni fra klokken 20.00
Verden havde været i krig i fem år, da de Allierede den 6. juni 1944 gik i land i Normandiet og stormede de tyske tropper. D-dagen regnes som en af de vigtigste militære operationer i verdenshistorien, og den blev et afgørende vendepunkt i 2. Verdenskrig. Kort tid efter D-dagen blev Frankrig befriet fra nazistisk besættelse, og året efter sluttede krigen endegyldigt.
Nedenfor kan du læse mere om programmerne, der kan ses i løbet af måneden.
Inde i SS: Vejen til magten
4. juni kl. 20.00
Under Anden Verdenskrig ledte en hær af mænd, der anså sig selv som "raceeliten", en terrorkampagne på tværs af Europa – SS. På daværende tidspunkt var de overbeviste om, at grusomhederne, de begik, tjente en nobel sag. Halvfjerds år senere har nogle tidligere SS-medlemmer fordømt deres egen opførsel under krigen, mens andre stadig mener, at deres grusomme handlinger var berettigede.